Af Hans Emborg Bünemann (Kilde: Mind Design [1])

 

 

ph.d.-forsvar Mange mennesker oplever, at trangen til at tegne med pegefingeren melder sig, når de ser en dugget rude eller spilder lidt mælk på voksdugen. Denne tegnetrang skal udnyttes og udvikles, mener Anette Højlund, der er underviser på Kunstakademiets Designskole. Hun har i sit ph.d.-projekt Mind the gap! Om tegning og tilblivelse. Udkast til en tegnefilosofi blandt andet undersøgt det potentiale, der ligger i tegning. Samlet set er ph.d.-afhandlingen et bidrag til en diskussion af tegnebegrebet og af spørgsmålet om, hvordan man kan tale om tegning.

 

 

”I forhold til andre måder at udtrykke sig på er der det helt specielle ved tegning, at vi fra naturens hånd er tegnende dyr; vi er udstyret med en pegefinger, der næsten ikke kan lade være med at tegne,” siger hun og fortsætter:

 

”Den fristelse til at tegne og tegningens kreative potentiale skal vi udnytte langt bedre, både i designuddannelserne og på arbejdsmarkedet.”

 

For at forklare dette særlige potentiale understreger Anette Højlund, at tegning ikke blot er et redskab til at formidle mening, som også ville kunne formidles med ord.

 

”Tegning er i sig selv et sprog, der er bærer af mening. Og når man udtrykker sig gennem tegning, er man ikke som i det verbale sprog bundet af sit ordforråd og sprogets syntaks. Derfor kan man udtrykke eller udsige mening, der ikke lader sig udtrykke med ord,” forklarer hun.

 

Netop dét potentiale gør tegning så velegnet i tværfagligt samarbejde. Det hænger sammen med, at det tegnede ikke nødvendigvis refererer til ord eller begreber i den verbale verden, men har en betydning i sig selv.

 

”Tegningen kan visualisere en problematik eller et løsningsforslag på en måde, som gør det muligt for specialister fra forskellige faggrupper at opnå en fælles forståelse fuldstændig uafhængigt af hvert fags specielle terminologi. Den evne til at formidle gennem visualisering – designerens særlige ekspertise – kan ikke overtages af noget andet sprog,” påpeger Anette Højlund.

 

Anette Højlund beskæftiger sig i særlig grad med den frie tegning, hvor tegneren ikke sætter sig for at afbilde noget bestemt. Hun ser tegning som en proces, hvor tegningen er i dialog med tegneren. Mens man tegner, tænker man ikke, siger hun og forklarer videre:

 

”I arbejdet med det materielle – pennen og papiret – styrer tankerne ikke processen, og dermed begrænser tankerne heller ikke arbejdet. Derfor kan der ske noget på papiret, man ikke havde forventet. Man får altså noget tilbage, som man ikke havde regnet med, et bud, man ikke kunne have tænkt sig til.”

 

 

Abstraktionsevne. Som led i sit projekt lod Anette Højlund nogle designstuderende tegne uden en stillet opgave. Målet var at stimulere abstraktionsevnen og evnen til at bryde med vante måder at tegne på. 

 

At tegne er med Anette Højlunds ord en konstant rytmisk udveksling mellem handling og overvejelse. På den måde opstår dialogen mellem tegningen og tegneren. Denne proces udløser kreative energier og har dels et kunstnerisk potentiale, dels et potentiale for idé- og konceptudvikling, som ikke er tilstrækkeligt anerkendt.

 

”Tegning kan noget, som konceptudviklingens dronning, den gule post-it, ikke kan,” siger hun og understreger betydningen af at beskæftige sig med de fysiske materialer og fastholde det frie eksperiment.

 

”Vi lever i en tid, hvor vi tror, at vi kan udtænke koncepter uden at spørge materien til råds. Dér glemmer vi at udnytte tegningens potentiale. Hver eneste tegning er et frit eksperiment, der indeholder en billedskabende kraft. Tegnefaget er et redskab til udvikling af form, og det redskab bliver slet ikke udnyttet, hvis faget kun bruges til at tegne ikoner, der ledsager konceptord, f.eks. tegningen af en pære, der symboliserer en lys idé.”

 

Siden de computerbaserede tegneprogrammer vandt udbredelse fra 1990-erne og frem har den analoge tegneform, dvs. tegning med materialer som papir og blyant, været trængt i defensiven, både på designuddannelserne og på tegnestuer og designbureauer. Men på det seneste har der ifølge Anette Højlund været en voksende erkendelse af ulemperne ved slet ikke at arbejde med selve materialet.

 

”Gennem tegning erfarer de designstuderende tilblivelse på en helt konkret måde, og samtidig lærer de det kunstneriske materiales stof og betingelser at kende,” forklarer hun.

 

Hun tager dog ikke dermed afstand fra det digitale tegnemedium.

 

”Det handler ikke om et valg mellem det analoge og det digitale. De spiller sammen. Mit forskningsprojekt taler på ingen måde imod computeren. Jeg undersøger blot tegning med udgangspunkt i analoge præmisser,” siger hun.