Af Anders Ruhwald

Fra kataloget til Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2011 

 

Med åbningen af endnu en Biennale for Kunsthåndværk og Design bør man forvente, at det er tid til igen at begræde kunsthåndværkeruddannelsernes fald, manglen på udstillingssteder og de seriøse mediers manglende anerkendelse. For vi er jo de bedste, os danske kunsthåndværkere, anerkendte og eftertragtede over hele verden for den høje kvalitet, det raffinerede formsprog. Ja, udlændige er jo nærmest chokerede, når de kommer til Danmark og finder ud af, at kunsthåndværket praktisk talt ikke er til at opstøve med mindre man har adgang til de små værksteder spredt rundt i byens kældre og på diverse landsteder. Ud over nogle enkelte bastioner - oftest i provinsen - som har holdt sig kørende gennem det sidste årtis hårde udskilningsløb, er der virkeligt ikke meget at komme efter, hvis man skal have et overblik eller en form for forståelse af, hvad dansk kunsthåndværk er og kan i 2011.

 

Kunsthåndværket befinder sig i et vakuum. Der er ingen central platform, hvor vores værker bliver set, intet sted hvor man med sikkerhed kan få et overblik. 

Men måske er dette ikke et problem. Eller for at sige det på en anden måde, bør problemstillingen vendes om. Måske ligger kunsthåndværkets eksistenskrise ikke i manglen på repræsenterende institutioner, men i selve forståelsesbegrebet. Kunsthåndværket har vel altid været en diffus størrelse. Vores samhørighed beror på historiske forudsætninger og bredt definerede ideer om materiale og håndværk, som ved nærmere betragtning kan være svære at holde sammen. Som eksempel har mit felt, keramikken, haft lige så stort udbytte af en dialog med de objekt-baserede dele af kunsten som med andre grene af kunsthåndværket. Måske mere end keramikken har haft fordel af at blive betragtet i samhørighed med væverne. Og væverne har det vel ligeledes gennem dialog med billedkunstnerne og smykkefolkene med den hollandske designbølge osv.. 

 

De seneste 20 års store skift er, at håndværket er trådt noget i baggrunden for at give plads til ideen. Lidt simpelt kan man sige, at kunsthåndværkets fokus er flyttet fra håndværket over mod konceptet - og dermed har balancen i kunsthåndværkernes samhørighed ændret sig. Engang blev man oplært i at tænke gennem håndværkets processer for at finde nye former, mønstre og sammensætninger, og var den metodik, der bandt os sammen. I dag er forholdet til håndværk mere løst. Håndværket er noget, man vælger og tilpasser alt efter hvordan, det passer ind i det overordnede koncept. Og det siger jeg ikke for at underminere institutionen kunsthåndværk, men blot for at pege på, at kunsthåndværket er en løst defineret gruppering, der favner bredt. Strukturelt kan man vel argumentere for, at begrebet kunsthåndværk primært er historisk defineret og i høj grad bliver vedligeholdt for at bibeholde den relative politiske styrke, denne samling af diverse undergrupperinger som keramik, glas og tekstil osv. giver.  Vi bruger rammen til at samle disse vidtfavnende udtryk for at sikre, at vores historie og berettigelse bliver forstået i forhold til staten, museerne og uddannelserne. 

Min pointe er, at kunsthåndværkets bånd til tider kan virke snærende. Netop på grund af denne løse struktur kan det virke simplificerende og problematisk at samle os under et tag i udstillingssammenhænge. Værkerne, ideerne og udtrykkene kan være så langt væk fra hinanden, at det til tider virker som det rene nonsens at holde tingene samlet under dette begreb. Dette er ikke kun et problem for kunsthåndværket generelt, men også for de enkelte felter, som kunsthåndværket dækker over. Når vi udstiller sammen i materialespecifikke udstillinger, siger vi jo netop, at materialet er det centrale – at det er der,  essensen ligger. Men er det virkeligt sådan, det hænger sammen?

 

Som jeg ser det, ligger kunsthåndværkets styrke i bredden. I den vidtfavnende vifte af udtryk og tilgange, der dækker alt fra de konceptuelle værker til de gedigne velproducerede brugsgenstande. I dette spændingsfelt kan man lave ganske mange punktnedslag og udvikle midlertidige undergrupperinger, som beror på andet end vores traditionelle fagområder og materialer. Herfra kan man udvikle og finde mange gode interessefællesskaber, som kan bidrage med nye tilgange til kunsthåndværket generelt, men også til en mere kompleks forståelse af, hvad kunsthåndværk i det hele taget er for en størrelse. 

Mit bud er derfor, at vi skal være tilbageholdende med at bruge kategorierne kunsthåndværk, smykke, keramik, glas mv., da de oftest kommer til at virke som sovepuder, der på overfladen giver mening, men i realiteten ikke hjælper synderligt på forståelsen af det, vi laver og til tider er direkte misvisende. Ideen er netop, at der er andre og mere specifikke kvaliteter i de enkelte kunsthåndværkeres produktioner, der er vigtige at hive frem og diskutere. For det er netop ved at insistere på, at det er i indholdet og i placeringen af det, vi laver, at de interessante diskussioner opstår. Ved at fokusere på det indholdsmæssige (ideen, placeringen, funktionen) og ikke det formelle (materialet, processen, kategorien) kan vi komme ind til kernen af det, vi laver.

 

Derfor står kunsthåndværkets udøvere lige nu et ganske interessant sted. For hvad gør vi, nu de fleste af vores traditionelle udstillingssteder ikke længere eksisterer? Hvor en betragtelig del af de nye generationer af kunsthåndværkere ikke længere kommer gennem de danske skoler? Og det tillige virker som om, at pressen har besluttet sig for, at kunsthåndværket ikke længere er relevant? Hvor går vi hen, når de strukturer, vi tidligere har forventet skulle repræsentere os, er så godt som forsvundet ? Hvad gør vi når kunsthåndværket er landet i dette vakuum?

 

Mit argument er, at det måske er det bedste, der kan ske for kunsthåndværket. For med de gamle strukturers undergang kan vi begynde at opfinde nogle, der bedre kan repræsentere den amorfe virkelighed, kunsthåndværket som paraply dækker over.

Dette vakuum kan ligefrem være produktivt, hvis vi tænker os om og prøver at give plads til nye måder at angribe og forstå det her komplekse felt på. Måske er tiden til, at kunsthåndværkerne i højere grad begynder at bygge fællesskaber uden for vores egne trygge rammer, der kan sætte det, vi laver, i et andet lys.

 Derfor kan det måske virke absurd at afslutte med at sige, at netop denne biennale er den eneste udstilling, der kan bære den brede og halvtomme ”Kunsthåndværk” overskrift. For Biennalen er jo netop et slags politisk manifest organiseret af vores interesseorganisation Danske Kunsthåndværkere for at synliggøre bredden af vores felt i 2011. Biennalen er med til at definere de nye udviklinger og strømninger, man skal holde øje med. Biennalen er med til at gøre opmærksom på den nye generation af kunsthåndværkere og give dem et skub fremad. Biennalen er et partisk indspark fra kuratorerne, der giver deres bud på en adskillelse mellem kanel og skidt.

Men Biennalen redder ikke feltet og hjælper os ikke nødvendigvis videre. Det er op til kunsthåndværkerne selv  - forhåbentligt med lidt hjælp fra gode formidlere, men i den rækkefølge. Det er os, der skal definere rammerne for vores egen forståelse og berettigelse. Og det sker ikke ved at hænge fast i gamle trætte kategorier, men alene ved at redefinere indholdet af hver vores praksis og finde nye veje til at vise det, vi laver. Det er klart, at vi er endt i at vakuum, men dette vakuum bør ses som en god udfordring - et produktivt sted, hvor noget nyt kan tage sit afsæt.    

 

 

Foto: Udsnit fra værket Absentia - en projektion af stop motion-film og modelleret objekt i lertøj og latex. Keramiker og kunstner Susanne Hangaard er desuden aktuel i Danske Kunsthåndværkeres projektrum Officinet fra den 7. oktober - 6. november 2011 med udstillingen Min erotiske barndom 

 

Læs mere om Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2011